Tilbage til liste

Da vores nuværende leder går på pension, søger Røde Kors en dynamisk og erfaren leder til en sektion med høj faglighed og stor bredde.

Brænder du for strategisk og praktisk ledelse i høj kompleksitet, og kan du skabe resultater, fremdrift og sammenhængskraft gennem inspiration, nærvær og tydelighed? Så er du måske vores nye leder af sektionen for førstehjælp, samaritter og beredskab i national afdeling.

Over 50.000 førstehjælpsbeviser, 25.000 behandlinger ved festivaler/events samt psykosocial og sundhedsfaglig støtte ved flere større beredskabssituationer i Danmark. Dette er blot nogle af nøgletallene fra sidste års indsats, som sektionen var med til at understøtte og udvikle i Røde Kors.

Sektionen består af 14 medarbejdere fordelt på to førstehjælpsteams, som arbejder med henholdsvis salg af kurser til virksomheder og salg til private gennem frivillige instruktører forankret lokalt; et team som arbejder med at udvikle og understøtte Røde Kors’ samariterindsats til at blive den stærkeste i landet og et team, der arbejder med at opbygge Røde Kors som en aktør i det nationale beredskab. Sektionen arbejder overordnet med at redde liv og skabe tryghed i en frivillig foreningspolitisk ramme men fungerer samtidig på markedsvilkår og med stærkt kommercielt fokus.

Profil

Du har solid ledelseserfaring. Du er strategisk, udviklingsorienteret og samtidig en ’afslutter’, der arbejder systematisk og sikrer opfølgning og fremdrift på små og store driftsopgaver i en hektisk hverdag. Du er god til at sætte dig ind i materien, forstå detaljen og kan løfte det op og formidle det med strategisk overblik, klarhed og retning. Du har en god forretningsforståelse og har erfaring med at bruge data og nøgletal som en del af den løbende udvikling.

Du har foreningspolitisk forståelse og tæft. Du er god til relationer på mange niveauer – fra myndigheder og kunder til læger, samaritter og frivillige bestyrelser. Du er en stærk nærværende og coachende personaleleder. Du kan skabe sammenhængskraft på tværs af sektionen og til afdelingen samt prioritere, så vi når de forventede resultater.

Dine hovedopgaver

  • Strategisk og faglig ledelse med fokus på læring og resultater
  • Personaleledelse og -udvikling samt fastholdelse af høj trivsel i sektionen
  • Sikring af sammenhængskraft og synergi på tværs af de tre hovedområder af sektionen og i national afdeling
  • Bidrage til strategisk ledelseskommunikation til og fra dine medarbejdere
  • Have overblik over og sikre løbende opfølgning på sektionens nøgletal, budgetter og økonomi herunder fonds- og erhvervssamarbejder
  • Identificere nye behov og bidrage til udvikling af nye indsatser, aktiviteter og samarbejder eksternt
  • Indgå i ledelsesgruppen i national afdeling med forståelsen af, at vi er sammen om at udvikle hele vores nationale arbejde

Organisation
Røde Kors er landets største humanitære organisation med 204 lokale afdelinger og mere end 30.000 frivillige. I national afdeling er vi godt 100 medarbejdere, der arbejder med at understøtte og udvikle Røde Kors’ nationale frivilligindsats. Du bliver en del af ledelsesgruppen i national afdeling sammen med i alt 6 andre fagchefer og vil referere til national chef Marie-Louise Gotholdt.

Vilkår
Du ansættes under Røde Kors' overenskomst som ligger op ad den statslige overenskomst. Lønindplacering inden for rammen kr. 48.000 – 54.000 inkl. pension og tillæg. Rejseaktivitet og aften- samt weekendmøder må påregnes ind i mellem.

Tiltrædelse: d. 1. november 2019.

Ansøgningsproces: Frist for ansøgning er d.17. september. Første samtale afholdes d. 23. september og anden samtale d. 25. september. Der vil indgå personlighedstest og case i forløbet.

Yderligere information om Røde Kors ses på www.rodekors.dk. Hvis du vil høre mere om stillingen, er du også velkommen til at kontakte national chef Marie-Louise Gotholdt på tlf. 5122 9996.


Søg stillingen  
Fortæl venligst i din ansøgning at du så jobbet på Børsen Karrierelink

House of Prince (BAT)
Unicef
JKS a/s
DLG
Danfoss
DEDIKATION ApS
SDC
People Executive
HOFOR
Solar
Microsoft