Tilbage til liste

 

Konstruktion af dansk kvalitet – Passion for Præcision
 

Gruber A/S er en danskejet virksomhed, der blev grundlagt tilbage i 1978 af den schweiziske værktøjsmager Franz Gruber. Han har i samarbejde med sine medarbejdere opnået kultstatus på specialproduktion af stanseværktøjer og specialmaskiner til den danske medico industri. I fire årtier har Passion for Præcision været de vigtigste nøgleord for Grubers udvikling, produktion og leverance af værktøjer og maskiner til danske og udenlandske producenter.

Gruber er synonym med nøjagtighed og en kompromisløs holdning til kvalitet i hver en detalje. Virksomheden udvikler og fremstiller stanseværktøjer, centrifugalfødere og specialmaskiner til pharma- og andre industrier med høje krav til kvalitet, lang holdbarhed og lave vedligeholdelsesomkostninger.

Virksomheden servicerer både globale koncerner, europæiske maskinbyggere samt danske fremstillingsvirksomheder, som gerne vil have hjælp til at opnå den rigtige præcision og finish på emnerne. Hver en detalje er gennemtænkt og veludført. Præcision i detaljen er en forudsætning for at kunne fremstille et stanseværktøj med 3 my snitluft eller en maskine, som kan fremstille 1100 insulinkapsler – i minuttet.

Læs mere på: www.gruber.dk.


Stor indflydelse på egne opgaver

Med reference til den tekniske chef bliver dine primære opgaver, i samarbejde med de øvrige medarbejdere i organisationen, at tegne og konstruere Grubers kerneprodukter. Du vil få en interessant og udviklende hverdag med stor grad af variation, idet virksomheden udelukkende producerer kundetilpassede løsninger. Du vil bl.a. arbejde med udvikling, konstruktion, tilpasning samt teknisk tegning i 3D. Afhængig af dine egne interesseområder og de kompetencer, du kommer med, vil du kunne komme til at arbejde på projekterne fra første kontakt med kunden, tilbudsfasen samt afprøvning i produktionen og ude hos kunden.

Du vil indgå som en del af en uformel og flad organisationsstruktur, hvor frihed under ansvar er noget, man praktiserer og ikke kun noget, man taler om. Du vil få mulighed for at påvirke egne opgaver samt udviklingen i organisationen og du kan glæde dig til kompetente og motiverede kollegaer. Der er gode muligheder for at gøre en forskel i en virksomhed, der er klar til en fortsat vækst gennem en sund økonomi, en stærk ledelse, dygtige medarbejdere og en vilje til at gøre alle kunder til fremtidige ambassadører. Opgaverne løses i tæt samarbejde på tværs af organisationen.

Gennem arbejdet vil du få input og sparring fra kolleger med stor erfaring og kompetence indenfor det spændende fagområde, og du vil fungere som sparringspartner overfor både kollegaerne, kunderne og virksomhedens ledelse. Kulturen i virksomheden er kendetegnet af en direkte, men hjertelig tone, klare målsætninger og viljen til at gøre en ekstraordinær indsats både internt og overfor kunderne.
 

Faglig stolthed, nysgerrighed og god til at tegne

Den ideelle kandidat har en faglig baggrund som værktøjsmager kombineret med en teoretisk overbygning som værktøjskonstruktør, industritekniker, teknisk assistent/ -designer eller tilsvarende. Du har erfaring med at tegne i et eller flere af de anerkendte 3D-tegneprogrammer, hos Gruber tegnes der i Inventor og SolidWorks. Da der er flere mulige indgange til stillingen, skal du ikke holde dig tilbage for at sende en ansøgning, hvis du mener, du er den rigtige til jobbet. Du får julelys i øjnene, når du arbejder med en udfordrende tegne- og konstruktionsopgave og du er ikke bange for hverken at dele dine kompetencer med andre eller at bede om hjælp, når det er hensigtsmæssigt. Du taler og skriver engelsk og gerne tysk på et fornuftigt niveau. Du bor i daglig køreafstand til virksomheden i Haderslev.

Som person er du omgængelig og stabil samt har en praktisk tilgang til opgaverne. Du er faglig stærk, struktureret og analytisk og du kommunikerer godt på tværs af organisationen. Du er positiv og uformel med et godt humør og vi forventer, at du brænder for konstruktion og tegning, er kreativ og ser muligheder frem for begrænsninger. Du forstår vigtigheden af et godt samarbejde med dine kollegaer og gennem din adfærd formår du at skabe respekt om din person og dine opgaver. Du kæmper for dine egne gode idéer, men er også åben, modtagelig og nysgerrig nok til at tænde på andres idéer og input.
 

Skab din egen drømmestilling

Du tilbydes en spændende og udfordrende stilling i en flad organisation med en uhøjtidelig tone og fokus på effektivitet, trivsel og fælles målsætninger. Du har mulighed for stor indflydelse på din hverdag og dine opgaver. Der vil være gode muligheder for faglig og personlig udvikling i et godt arbejdsmiljø med dygtige og engagerede kollegaer.

Løn og øvrige ansættelsesvilkår aftales individuelt på et niveau, der modsvarer stillingens krav og dine kvalifikationer.

Virksomheden får ikke kendskab til din henvendelse uden din accept.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Else-Marie Stærmose på telefon: +45 42922345, mail: ems@lyderjohnsen.dk.

Indledende samtaler vil foregå hos LyderJohnsen i Fredericia.

Send venligst din ansøgning og dit CV mærket ”Konstruktør, Gruber” til: ans@lyderjohnsen.dk.
Husk at benytte den e-mailadresse, som vi skal bruge til senere kontakt.

Annoncen opdateres automatisk hver fjerde uge på jobportalerne. Dette er ikke et udtryk for, at rekrutteringsprocessen er startet forfra. Det er en konsekvens af, at vores stillingsannoncer ligger online, indtil rekrutteringsprocessen er afsluttet.





Jobtitel

Konstruktør

Virksomhedsnavn

Gruber A/S

Hjemmeside

www.gruber.dk

Sted

Haderslev

Læs om LyderJohnsen her

 
Jobannoncen leveres i samarbejde med StepStone.

Søg stillingen  
Fortæl venligst i din ansøgning at du så jobbet på Børsen Karrierelink

Bankdata
JKS a/s
DLG
Danfoss
DEDIKATION ApS
SDC
Sydbank
HOFOR
Solar
House of Prince (BAT)
People & Performance
Moment