Tilbage til liste

højteknologisk – bæredygtig - markedsledende

Aquatec Solutions med hovedkontor i Vejle opererer i hele verden med at levere landbaserede fiskeopdrætsløsninger til både salt- og ferskvandsfisk. Virksomhedens produkter og løsninger er baseret på stærke spidskompetencer, unikke tekniske løsninger samt en evne og vilje til at fastholde rollen som den mest innovative aktør på markedet. Vigtige konkurrenceparametre er lønsomhed, bæredygtighed og stor fleksibilitet i forhold til projekterne. Virksomheden leverer både enkelt-komponenter og komplette turnkey-løsninger til kunder på alle kontinenter, og man har vundet international anerkendelse for de unikke resultater, man har opnået.

Aquatec Solutions er en del af AKVA group ASA, verdens førende leverandør af teknologi og procesanlæg til fiskeopdrætsindustrien. Koncernen er baseret i Norge og har datterselskaber i Danmark, Island, Chile, Canada, Skotland, Tyrkiet og Vietnam. Selskabet er børsnoteret på Oslo Børs og der er til sammen ca. 750 ansatte. Heraf er de 140 personer beskæftiget inden for forretningsområdet landbaserede fiskeopdrætsløsninger, der skaber bæredygtige resultater for både kunderne og for miljøet. Hele den landbaserede del af koncernen bliver ledet fra Danmark, og her udgør Aquatec Solutions og AKVA group Denmark kernen i forhold til udvikling, design og eksekvering af de mange spændende projekter inden for forretningsområdet.

Aquatec Solutions er velindtjenende og velkonsolideret og inde i en meget positiv udvikling med en god og stabil ordretilgang. Derfor søger vi nu, med udgangspunkt i virksomhedens hovedkontor i Vejle, en dygtig strategisk indkøber, der vil være en del af den fortsat positive udvikling i en dansk succesvirksomhed.

Læs mere på: www.aquatec-solutions.com


Opbygning af ny central indkøbsfunktion for tre virksomheder

Med direkte reference til CEO for hele forretningsområdet LBT (Land Based Technologies) får du en unik mulighed for at være med til at opbygge en professionel indkøbsfunktion fra bunden. Du bliver det centrale omdrejningspunkt i organisationen, hvor du bliver overordnet ansvarlig for indkøbsfunktionen for koncernens tre virksomheder inden for forretningsområdet. Du får en meget bred kontaktflade, både internt og eksternt og du vil deltage aktivt i vidensdeling og forbedring af de interne arbejdsprocedurer, -processer og –værktøjer. Samtidig vil du indgå som et naturligt medlem af virksomhedens øverste ledergruppe.

Du får det overordnede ansvar for at strukturere virksomhedens indkøb, lave aftaler med eksisterende leverandører og afsøge markedet efter alternative leverandører. De fleste leverandører er i dag at finde i Danmark samt på de relativt nære markeder, men virksomheden har nu nået en størrelse hvor det vil give mening at henvende sig direkte til producenten i stedet for at handle gennem en lokal repræsentant. Andre vigtige opgaver bliver at styrke virksomhedens brug af IT i forbindelse med indkøb. De rent praktiske indkøbsprocesser fungerer fint i forhold til de enkelte projekter, men der er åbenlyse muligheder for at centralisere og strukturere processerne med markante besparelser til følge både økonomisk og tidsmæssigt.


Visioner, struktur og sundt købmandskab
Den ideelle kandidat har en stærk kommerciel profil, kombineret med en god teknisk forståelse, erhvervet gennem en teknisk teoretisk uddannelse eller gennem praktiske erfaringer. Du har flere års international indkøbserfaring, gerne fra indkøb i en projektorganisation. Erfaring med indkøb direkte fra udenlandske producenter vil være en fordel. Du er forhandlingsvant og initiativrig, og du taler lige godt med designingeniøren, som du gør med en utilfreds leverandør. Du behersker IT på et højt niveau samt dansk og engelsk i skrift og tale.

Som person er du udadvendt, positiv og engageret, og du er god til at etablere og fastholde et stærkt personligt netværk. Du er forandringsvillig og forstår vigtigheden af et godt samarbejde på tværs i organisationen. Samtidig trives du i et dynamisk og til tider hektisk arbejdsmiljø, og du har en udpræget sans for at få tingene til at lykkes, såvel internt som eksternt. Din kombination af godt humør, vedholdenhed og godt købmandskab sikrer, at du når dine og virksomhedens mål.
 

Vær med til at skabe din egen drømmestilling
Du tilbydes en spændende og udfordrende stilling i en ekspansiv og innovativ virksomhed, hvor teamånd, ansvar og kompetence er nøgleord. Da virksomheden er markedsledende inden for forretningsområdet, vil der være store muligheder for nye udfordringer, og din personlige og faglige udvikling vil være sikret gennem sparring med dygtige og engagerede kollegaer. Du vil naturligvis få fuld opbakning fra virksomhedens andre funktionsområder, og gennem en engageret indsats får du mulighed for at præge såvel din egen som virksomhedens udvikling.

Løn og øvrige ansættelsesvilkår aftales individuelt på et attraktivt niveau, der modsvarer stillingens krav og dine kvalifikationer.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Odd L. Johnsen på telefon: +45 29999043 eller på: odd@lyderjohnsen.dk.

Samtaler vil foregå hos LyderJohnsen i Fredericia.

Send venligst din ansøgning og dit CV mærket ”Strategisk indkøber, Aquatec” til:
ans@lyderjohnsen.dk

Husk at benytte den emailadresse, som vi skal bruge til senere kontakt.

Annoncen opdateres automatisk hver fjerde uge på jobportalerne. Dette er ikke et udtryk for, at rekrutteringsprocessen er startet forfra. Det er en konsekvens af, at vores stillingsannoncer ligger online, indtil rekrutteringsprocessen er afsluttet.





Jobtitel

Strategisk indkøber

Virksomhedsnavn

Aquatec Solutions

Hjemmeside

aquatec-solutions.com

Sted

Vejle

Jobannoncen leveres i samarbejde med StepStone.

Søg stillingen  
Fortæl venligst i din ansøgning at du så jobbet på Børsen Karrierelink

Bankdata
JKS a/s
DLG
Danfoss
DEDIKATION ApS
SDC
Sydbank
HOFOR
Solar
House of Prince (BAT)
People & Performance
Moment